Jordens - Vores hjem
I anledning af Jordens Dag tager vi eleverne med på en rumrejse i Planetariekuplen, hvor vi undersøger, hvad der gør Jorden unik, hvordan den er blevet til, og hvorfor vi skal passe på den.
I dette særlige planetarieshow til Jordens Dag inviteres i sammen med jeres elever med på en fascinerende rumrejse – med Jorden i fokus. Showet afholdes tre gange i løbet af dagen for forskellige alderstrin, hvor indhold og formidling tilpasses målgruppen.
Rejsen begynder i 1968 med Apollo 8 missionen, hvor mennesket for første gang så Jorden udefra. Det ikoniske “Earthrise”-billede gav os et nyt perspektiv på vores planet som én samlet og sårbar verden.
Herefter rejser vi tilbage til Solsystemets dannelse og ser, hvordan Jorden, Månen og de første have opstod. Vi undersøger de særlige betingelser for liv – flydende vand, atmosfære og magnetfelt – og hvorfor netop Jorden kan understøtte liv.
Vi ser også på andre planeter og spørger, om der findes en “Planet B”. Gennem besøg på både naboplaneter og fjerne exoplaneter som Proxima Centauri b bliver det tydeligt, hvor unik Jorden er.
Til sidst retter vi blikket mod nutiden og de udfordringer, vores planet står overfor, herunder klimaforandringer. Showet giver både indsigt og håb og inspirerer til, hvordan vi alle kan være med til at passe på vores fælles hjem.
Budskabet er klart:
Jorden er ikke bare en planet – den er vores hjem. Og det er vores fælles ansvar at passe på den.
Program for 'Jorden - Vores hjem' planetarieshows
09.00 - 09.35: Filmforestillingen Lille Liv (animeret filmforestilling) for børnehaver, 282 pladser
10.00 - 10.45: Jorden - Vores hjem, planetarieshow for 1.-3. klasse inkl. en pause og filmforestillingen Lille Liv (animeret filmforestilling), 282 pladser
11.00 - 12.20: Jorden - Vores hjem, planetarieshow for 4.-6. klasse inkl. en pause og filmforestillingen Jordens Historie, 282 pladser
12.30 - 14.20: Jorden - Vores hjem, planetarieshow for 7.-9. klasse inkl. en pause og filmforestillingen Jordens Historie, 282 pladser
Tilmelding påkrævet.
INFORMATION
Pris: 35 kr.
Jordens Dag i Planetarium koster 35 kr. pr. elev. Hver klasse kan have to lærere med gratis. Hvis du/I ønsker at have flere lærere/voksne med, er prisen 35 kr. pr. person.
Planetarieshows, filmforestillinger, science shows og indsamling af skrald kræver tilmelding og der er et begrænset antal pladser. Vi fordeler pladserne efter først til mølle.
Send en mail til skole@planetarium.dk for at tilmelde dig og din klasse. Skriv ”Jordens Dag 2026” i emnefeltet.