Rumkapløbet der skabte historie

Foredrag og film onsdag den 12 juni: I 1969 tog astronauten Neil Armstrong "et lille skridt for mennesket, et kæmpeskridt for menneskeheden". Få optakten til den skelsættende begivenhed. Oplev JFK’s månetale live - få de politiske motiver bag - hør hvor tæt vi er på en ny epoke inden for rumfart. Vi runder aftenen af med den anmelderroste dokumentarfilm Apollo 11.

I 1961 fik NASA 8 år af den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy, til at få det første menneske til at betræde Månen.

Ambitionerne var tårnhøje og dengang var der ingen grænser for drømmene og visionerne. Amerikanerne nåede overraskende målet blot 5 måneder før deadline, men vejen dertil var fyldt med drama, og mere end en gang var der tvivl om hvorvidt fristen kunne overholdes.

Månekapløbet var i øvrigt en fantastisk epoke i rumfartens historie. Pressen fulgte med som var der tale om en sportskamp. 60érne sprudlede af optimisme og mange troede at mennesket stod på tærsklen til en helt ny tid - en sand rumalder, hvor vi ville indtage Solsystemet.  Sådan gik det nu ikke og en ægte rumalder har vi stadig til gode.

Manden bag månetalen
Månetalen vil denne aften blive sat i historisk perspektiv af Anders Agner, der er chefredaktør på kongressen.com og forfatter til flere anmelderroste bøger om amerikansk politik. Anders Agner vil fortælle om tilblivelsen af Kennedys berømte månetale og de overvejelser, der lå bag fra Kennedy-administrationens side. Dette sker blandt andet med udgangspunkt i Anders' interview med Kennedys berømte taleskriver Ted Sorensen, der i sin tid stod bag talen og spillede en central rolle i måneprojektet.

Præsident Kennedys berømte månetale
Efter det historiske perspektiv vil den ikoniske tale blive genopført af skuespiller og JFK-lookalike, Caspar Phillipson. Caspar Phillipson har bl.a. spillet rollen som John F. Kennedy i storfilmen 'Jackie' med Natalie Portman i hovedrollen og i selskab med Anders Agner har han skabt det internationale successhow 'The Speeches Of President Kennedy' i 2017. 

Trump og rummet
Derefter drager vi frem til nutiden i selskab med Philip Chr. Ulrich, der er udenrigsredaktør på kongressen.com og forfatter til flere bøger om amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Philip vil denne aften trække tråde fra de indledende måneplaner under Kennedy til i dag, hvor præsident Trump med jævne mellemrum taler om 'Space Force'. 

Hvor tæt er vi på en ægte rumalder?
Ib Lundgaard Rasmussen, cand.scient. og seniorrådgiver fra DTU SPACE, slutter talerækken af, med de videnskabelige perspektiver på såvel Apollo-programmet som fremtidens ambitioner om at tage til Månen og videre ud i solsystemet. Senest taler man om både rumstationer i kredsløb om vores grå følgesvend, samt deciderede baser, der skal udgøre første skridt mod mennesker på Mars. Alt dette og meget mere vil Ib Lundgaard Rasmussen indvie os i, så vi både får de videnskabelige og tekniske perspektiver på de politiske ambitioner om træde ind i en ægte rumalder, med alle de muligheder og problemer som det rummer.

Apollo 11 – ny film
Aftenen sluttes af med dokumentaren Apollo 11 der er instrueret af Todd Douglas Miller. Filmen  skildrer den første bemandede landing på Månen med billede- og lydoptagelser, der ikke tidligere har været vist. Filmen har begejstret anmeldere verden over.

Program onsdag den 12 juni

Program

  • 19.15 – De politiske perspektiver og manden bag månetalen ved chefredaktør Anders Agner

  • 19.30 – John F. Kennedys månetale fremført af skuespiller Caspar Phillipson

  • 19.45 – Nutidens politiske ambitioner om at indtage rummet ved Philip Chr. Ulrich

  • 20.10 – Ambitioner og udfordringer for fremtidig rumfærd ved cand.scient. Ib Lundgaard Rasmussen

  • 20.40 – Pause

  • 21.00 – Visning af dokumentaren Apollo 11 instrueret af Todd Douglas Miller

  • 22.00 – Tak for i aften

 

Pris: 195,-