Planeter og stjerneskud i august

Skrevet af Katrine Skovgaard Rasmussen

I august begynder nætterne igen rigtigt at blive mørkere, og det giver rig mulighed for at se planeter, stjernebilleder og stjerneskud under meteorsværmen Perseiderne.

I Danmark slutter de lyse nætter omkring den 7. august. Den præcise dato afhænger af, hvor i Danmark, du bor. Jo længere nord på, du befinder dig, jo længere vil de lyse nætter vare. Enden på de lyse nætter betyder også, at vi endelig får lidt mere nattemørke at observere nattehimlen i.

Sommertrekanten

Enden på de lyse nætter giver os mulighed for at nyde nogle af sommerens stjernebilleder og asterismer.

Sommertrekanten er en af de mest fremtrædende stjernegrupper på sommerhimlen og er en asterisme, et genkendeligt mønster på himlen, der ikke er et af de 88 officielle stjernebilleder. Sommertrekanten dannes af stjernerne Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Den ses mod øst i aftentimerne og er på himlen hele natten i sommermånederne.

To meteorsværme

Perseiderne er årets største meteorsværm. I år kan du se omkring 100 stjerneskud i timen ved maksimum natten mellem den 12. og 13. august. Det er resterne af kometen Swift-Tuttle, vi ser som lysende spor på himlen, når resterne møder Jordens atmosfære og brænder op. Perseiderne er kendt for at have mange store meteorer og ildkugler. 

 

Her ses en interaktiv grafik, der viser Perseidernes bane i Solsystemet.

Det er nymåne den 11. august, og derfor er vi fri for Månens forstyrrende lys under maksimum.

Først i august kan du også være heldig at få et glimt af en anden meteorsværm, Delta-Aquariderne. Den havde maksimum d. 30. juli, men er aktiv helt til d. 23. august. Delta-Aquariderne er svagere og udspringer fra stjernebillede Vandmanden. 

Når du er ude at kigge på meteorsværme, er det en god idé at forberede dig godt. Tag et tæppe med som underlag og eventuelt puder, for meget af tiden går med at kigge opad. Selvom nætterne er varme, så medbring ekstra tøj eller tæpper, for varmen forsvinder hurtigt, når der er stjerneklart.

Hvis du vil forberede dig ekstra godt, eller bare vide mere om stjerneskud, så kan du komme til foredrag om meteorsværme den 9. august.

Planeter på himlen

Lige efter solnedgang kan Solsystemets største planet, Jupiter ses mod sydvest. Den står forholdsvis lavt på himlen, men vil lyse klart. Den befinder sig i stjernebilledet Vægten.

Længere mod syd og lidt højere på himlen finder vi Saturn. Den befinder sig i stjernebilledet Skytten.

Lader du blikket vandre mod sydøst finder du den røde planet Mars. Den står forholdsvist lavt på himlen imellem Skytten og Vædderen.

De tre planeter vil stå tydeligt i de første par timer efter solnedgang. Jupiter forsvinder først bag horisonten og senere følger også Saturn og til sidst Mars.

Bliv klogere

Hvis du vil vide mere om, hvordan du bedst observere planeter og meteorsværme kan du komme med til vores næste stjerneaften, hvor vi gennemgår den aktuelle nattehimmel.